Velkommen

VELKOMMEN!

 

Med privat pasning, har I mulighed for selv at vælge i god tid, hvem, der skal passe jeres barn.

 

Privat pasning er ikke at betragte som et dagtilbud, men er underlagt dagtilbudsloven. Bl.a. §78

 

Med ansøgning om tilskud til privat pasning via kommunens hjemmeside, bliver egenbetalingen cirka som kommunal pasning.

Til at passe børnene, er vi to voksne, og dermed nærmest en mellemting mellem en lille vuggestue og en stor dagpleje.

(Bemærk lovgivningen forbyder os at kaldes andet end privat pasningsordning!)

 

Der er altid børn at lege med. Et passende antal børn og faste voksne - det giver en tryg hverdag med nærvær, og vi har med vores livs- og erhvervs- erfaring en del at trække på.

 

Det er nemmere at få indflydelse, da vi ikke er underlagt en masse regler oppefra,men kan aftale tingene direkte med jer forældre, enten fra dag til dag eller ved et hurtigt forældremøde, som vi gerne indkalder til, hvis der er nogen, der føler behov for det. Vi holder et fast årligt forældremøde en sommeraften, hvor ferieplan for det kommende år aftales.

 

Vi har hund og høns, og godkendes årligt med det grønne flag af Friluftsrådet siden 2012.

 

Børnene kommer ud hver dag under hensyntagen til børnenes forskelligheder.( Der kan være dage, hvor de mindste er inde - hvis de lige er startet og har brug for ekstra tryghed/nærhed eller dage, hvor det er meget koldt.

 

Ind imellem begiver vi os af sted med bus eller tog (mest i sommerhalvåret.). De senere år en årlig tur til Københavns ZOO.

 

Vi har 2 el-ladcykler med anhænger, så vi let kommer på skovtur eller lign.

 

Mest lokalt og/eller økologisk mad - et varmt måltid de fleste dage - ellers rugbrød.

 

Motorik og rytmik: Vi er meget ude i meget forskelligt terræn. Det styrker børnenes motorik. Rytmik er enten med musikskolen eller en anden musisk person, herudover synger vi hver dag ved formiddagssamlingen og efter middagsmaden.


Vi har ingen små børn selv og dermed ingen "barns første sygedag". Vi har vikar tilknyttet i tilfælde af sygdom eller andet.

Børnene er vant til at se vores primære vikar (og super glade for ham!). For tiden også grundet rytmik-forløb ca. hver anden fredag. Når vi har ferie, tilbyder vi ingen pasning.

 

Vi er godkendt  af kommunen, som er forpligtet til at føre tilsyn.

 

Vi kan om nødvendigt gøre brug af fys- eller talepædagog efter samråd med jer forældre.

Laila startede som kommunal dagplejer i 1999 og var ansat i 12 år, her tillidsrepræsentant og medlem af lokaludvalget i en årrække for at få indflydelse på arbejdsvilkårene. Bruger fritiden på skydning og har igennem mange år været instruktør i Hvalsø Hundevenner – har tidligere arbejdet i børnehave og vuggestue. Laila er endvidere uddannet ortopædisk håndskomager.

 

Flemming er ligeledes tidligere kommunal dagplejer og var det i 4 år (fra 2007 -2011) - også medlem af lokaludvalget. Dyrker lidt sport og har i den forbindelse brugt en del tid på bestyrelses-arbejde i flere foreninger bl.a. som formand, og i diverse udvalg – har bl.a. arbejdet som Falckredder og servicetekniker samt været vikar i børnehaven imellem vagterne, mens vores egne børn gik der.

 

Vi har 2 voksne børn, som er flyttet hjemmefra. Vi har en stor puddelhund, som er opvokset med dagplejebørn og ikke fælder. I haven har vi høns. Dyrene er aldrig alene med børnene, men er ved deres tilstedeværelse til stor glæde for alle.

 

Vi kommer ud hver dag, og vi har indrettet haven til børnene og bruger den meget, ligesom vi også kommer rundt i nærmiljøet - f.eks. på tur til sø og skov. En gang imellem tager vi med toget og telebus lidt længere væk, f.eks. på bondegårdstur og til stranden. Børnene får lov at bruge deres krop og bliver beskidte. Derfor er fornuftigt udetøj meget vigtigt. Vi har modtaget Det Grønne Flag af Friluftsrådet og er ude hver dag - på børnenes præmisser og går selvfølgelig ind, når det bliver for koldt til børnene... ellers er det blot et spørgsmål om passende påklædning, idet vi har mulighed for at gå i ly for vejret på vores store overdækkede terrasse. De mindste børn, har dog store vanskeligheder med at bevæge sig i flyverdragt og store fodvanter, så i perioder, når det er koldt, vægter vi højere, at de mindste har en del tid inde, hvor de kan øve sig i at bevæge sig.

 

De timer, vi er inde, nyder vi, at vi også har frisk luft indenfor efter at have monteret et Genvex-anlæg, som udskifter indeluften for os. Filtrene bliver renset og skiftet ofte, og vi kan virkelig mærke, at det giver et godt indeklima! Der ryges absolut ikke i huset på noget tidspunkt af døgnet.

 

Forøvrigt sagde vi vores stillinger som kommunale dagplejere op i marts 2011 og startede vores private pasningsordning. Et valg vi på ingen måde har fortrudt!

 

PS i kommuneregi kaldes vi "Private børnepassere" eller "Privat pasningsordning" !

 

Vi mener, at vi har et positivt livssyn og lægger stor vægt på ligeværdighed og respekt for hinandens og andres forskelligheder. Desuden ser vi hellere efter muligheder end begrænsninger.

Men alle, der kender os, synes nok, at vi er meget "nede på jorden" - og ikke så "flyvske" !

Vi vil hellere sprede glæde frem for at suge energi ud af andre samt at være sammen med mennesker, der har det på samme måde.

Derfor vil vi ikke have en masse regler, som ikke er nødvendige.

Vi ønsker, at der bliver taget videst muligt hensyn til hinanden, og vi prøver at være så fleksible som muligt. Men det, vi aftaler, regner vi bestemt med bliver overholdt. Sig til, hvis du går og tænker over noget – Vi er ikke tankelæsere!

Vi lægger meget vægt på at styrke børnenes selvværd og anerkendelse for hinanden samt give børnene tryghed og tid til at fordybe sig.

 

Vi mener desuden ,at det skal være sjovt at være barn …såvel som voksen. Ikke flere regler end nødvendigt – hellere JA ! end NEJ ! ... og hellere opmærksomhed for "god" / ønsket adfærd end for "dårlig" / uønsket adfærd.